Klostermedicin

Harpestreng levede i Middelalderen, det vil i Danmark sige tiden fra ca. 1000-1500, hvor Danmark var katolsk. På den tid udgjorde kristne religiøse forestillinger den mentale ramme for menneskelivet. Det gjaldt også forståelsen af sygdom og sundhed, liv og død.

Sygdom var en lidelse sendt fra Gud, og den af kirken anerkendte behandling bestod af sjælesorg og medicinsk behandling.

Omsorgen for de syge var en kristen pligt, og sygepleje og haver med lægeurter blev almindelige i forbindelse med klostrene.

 

 

Harpestreng 

Harpestreng var kannik ved Roskilde Domkapitel. Hans medicinske behandling, som vi kender fra hans urtebog 'Liber Herbarum', byggede på en gammelkendt og velrenommeret teori om balance (humoralpatologi). Sygdom opstod som følge af ubalance mellem legemsvæskerne blod, slim, gul galde og sort galde, og balancen blev genoprettet ved hjælp af lægeurter. 

I 1163 fordømte kirken kirurgiske indgreb ud fra en tanke om, at legemet var Guds skaberværk og bolig for Helligånden. Trods kirkens indstilling blev der alligevel udøvet kirurgisk behandling, bl.a. findes der et skrift om åreladning fra Henrik Harpestrengs hånd.

 

 

Familie og lokalsamfund
stod for størstedelen af sygdomsbehandlingen.

Urtemedicin var en side af behandlingen.
En anden side af behandlingen kunne være helgendyrkelse. F.eks. kunne det vand, som en af den helgenkårede abbed Vilhelm af Æbelholts (ca. 1127-1203) tænder var dyppet i, helbrede og lindre.
Mirakler forekom også bl.a. ved kong Erik Plovpennings (1216/1241-1250) grav i St. Bendts Kirke i Ringsted.

Omkring Harpestrengs tid kendes også St. Jørgensgårdene, der tog sig af spedalske, og Helligåndshuse, der tog sig af sygepleje. 
Endvidere trådte købmands- og håndværkergilderne til med hjælp ved medlemmers sygdom og død.